Et lyst punkt

Åh, jeg kom igennem min første nat. Da klokken nærmer sig 22 beslutter jeg mig for at gå i seng. Jeg sender ham en godnatbesked via Facebook om at jeg ligger i hans t-shirt og min hovedpude stadig dufter af ham. Men da stilheden og tankerne kommer til sin magt overvælder tårene mig. Jeg hulker og inderst inde føler jeg mig ulykkelig.

Jeg beslutter mig derfor at stå op igen og tænde for tv'et. Min roomie kommer hjem og vi hygger med popcorn og dårlig reality tv. Jeg ligger mig ind i sengen igen, nu med åben dør og fjernsynet tændt. Jeg falder omsider i søvn.

Jeg klare natten igennem uden at vågne. Da jeg vågner næste morgen åbner jeg for min computer og min bacheloropgave. Det er svært at samle tankerne og jeg beslutter mig for at vaske tøj og andre praktiske gøre mål i stedet. Pludselig ringer telefonen fra et nummer jeg ikke kender.

Det er ham! Han ville bare fortælle at han er kommet godt derned, og han er okay. En bølge af glæde vælter ind over mig. Sikke en dejlig fornemmelse at høre hans stemme. Nu er jeg ved nyt mod og er klar på lidt nattearbejde.

Afgang

Så kom DAGEN! På en måde den første milepæl i dette eventyr. Nu starter et nyt kapitel. Jeg skal få timerne til at gå herhjemme og forhåbentligt er han hjemme igen før jeg ved af det. Min taktisk bliver arbejde, skole og fitness - hvis det ikke er nok så må jeg finde på noget mere som jeg kan fortælle ham om, når han ringer hjem.

En meget uvirkelig oplevelse at stå op med ham i morges, spise morgenmad med ham og hans forældre og derefter tage til Karup lufthavn og sige farvel. Under morgenmaden var jeg nervøs og havde ondt i maven. Ofte en klump i halsen. I taxaen mod lufthavnen kæmpede jeg flere gange mod tårene. Havde lovet ham at jeg ikke ville tude.

Da vi ankommer til blå hal fik vi en time til at sige farvel. Jeg brugte rigtig lang tid på at fokusere på alle andre i hallen for at undgå at bryde ud i gråd. Klumpen sad der i halsen og ventede bare på et svagt øjeblik. Der var mange i uniformer, mange familie og mange børn der skulle sige farvel til deres fædre. En helt speciel stemning at opleve.

En meget høj soldat kommer imod mig. Han bærer tre blomster, hvilket jeg huske noget om er ret højt i deres rang. I hånden har han sin datter. En rødhåret pige på omkring 6 år. Hun har små tynde ben og store knæ. Hendes ansigt er helt ødelagt. Hun har store rødsprængte øjne, men hun græder ikke. Hun knuger kun sin fars hånd ind til sig.

Et svagt øjeblik - ikke græde. Tiden nærmer sig. Et kys farvel. Jeg ønsker ham en god tur. Tårene løber ned over kinderne. Jeg vender mig rundt og går mod udgangen. Da jeg når døren vender jeg mig om og vinker.

Jeg havde en meget stille togtur på vej hjem med hans forældre, men det er først nu jeg kan lade virkeligheden gå op for mig og give slip på de tåre som jeg har holdt på så længe. Selvom jeg er stolt af at han tager af sted, så er det nu tid til at bearbejde mine egne følelser. Jeg er nok ked af det, fordi jeg er bange for at han ikke kommer hjem som den kæreste jeg har sendt af sted. Men jeg vil prøve at se positivt frem ad og glæde mig ved de fremtidsplaner vi har foran os.

Pludslige følelser

4 dage til afgang. Har sendt ham ned i træningscenteret med kammerat. Det plejer de altid at gøre når de er i Odense. At træne sammen. Jeg er træt og udmattet fra igår.

Igår var vi hos et vennepar til middag. Vi så håndbold. Semifinalen Danmark vs. Kroatien. Der gik måske lidt rødvin i den og det var enormt hyggeligt. Nu ligger jeg på sofaen. En smule ør i hovedet af rødvinen fra igår. På TV2 sender de filmen For min søsters skyld. Den handler om en pige på 11 der er sat i verden for at være donor for hendes syge søster, der har leukæmi. En virkelig barsk historie faktisk.

Historien rør mig dybt og tvinger tårene frem. Et øjeblik kigger jeg ud af vinduet og finder et kæmpe savn til min kære kæreste. Det bliver svært at være alene. Selvom jeg ved at han kommer ind af døren inde for den næste time, savner jeg ham helt vildt. En klump i halsen. Kan ikke rigtig vurdere om det hjælper at græde. Kan ikke sætte ord på hvorfor det bliver ved. Er det filmen, trætheden eller savnet ved at vi skal være adskilt så længe der udgør denne klump? Er det en blanding af det hele? Er det sundt at græde? Er det sundt at holde det inde?

Er jeg svag fordi det bliver hårdt når jeg er træt og alene? Hvordan klare andre sig igennem en svær tid som dette? Skal jeg tage den med ham når han kommer hjem? Jeg ved bare at han bliver så ked af det, når han ser mig græde. Det er jo heller ikke nemt for ham og jeg ønsker at han skal være fokuseret når han tager afsted og være den dygtige soldat, som jeg ved han er. Han fortjener ikke alle de bekymringer jeg har.

Der findes gode dage og dårlige dage. I dag er en svær dag, men han er stadig hjemme til at gribe mig.

Messen

Så er det på onsdag, at han skal afsted. Vi har tilbragt de sidste dage sammen i hans lejlighed. Vi hygger - laver god mad og nyder hinandens samvær. Igår var vi en tur på messen, og jeg fik langt om længe sat både navn og ansigt på de mennesker han omgås til daglig. En rigtig rar følelse.

I starten er det altid svært lige at få taget hul på samtalen, med mennesker jeg ikke kender. Hurtigt kom jeg dog under huden på dem med et spil terninger, og det viste sig, at han har fortalt en hel del om mig. En lidt sjov oplevelse, at et fremmed menneske jeg knapt kender navnet på, kender til så mange ting om mig.

Mange af dem har været udsendt før og ved at snakke med dem, blev jeg både beroliget og bekræftet i at det bliver en hård tid, vi går i møde. En fortæller at det hårdeste ved at være afsted - var at kæresten sad derhjemme og ventede.Savnet var simpelthen noget af det hårdeste han havde oplevet. En anden fortæller udover savnet til familien og vennerne - var varmen og at han havde en forestilling om hvordan der så ud dernede. Noget andet var, da de så endelig kom derned. Alt i lejeren er så stort og større end han overhovedet havde forestillet sig. Selvom de er trænet til deres opgaver, var det en kæmpe oplevelse bare at ankomme til den enorme lejr.

Mange tankevækkende indtryk. Soldater er helt sikkert nogen man skal have respekt for. Jeg har endelig givet ham min overraskelse. Han blev glad for den. Jeg har lavet en bog, som han kan skrive i. Derefter har jeg klistreret billeder ind i af mig selv og nogen af os begge. Derudover har jeg skrevet mange små noter gemt rundt omkring i bogen, som han kan læse i, når han savner mig, og ikke lige kan komme i kontakt med mig på nettet.

I dag er en god dag! - Jeg er tryg, og jeg ved at han er en dejlig fyr, der ikke kunne finde på at gøre mig ondt.

Vi er tæt på nu

Så er der halvanden uge til afrejse. D. 29 januar tager han afsted. Jeg har i dag pakket hans lille overraskelse ind og jeg tror at han vil blive glad for den.

Inden i mig selv føler jeg en stor trang til at være sammen med ham hele tiden. Ikke fordi jeg savner ham helt vildt, men jeg vil bare nyde de sidste timer med ham inden han nu skal afsted. Jeg er fortrøstningsfuld og er sikker på at tiden nok skal gå hurtigt. Jeg håber sådan at han får en god tur og kommer hjem i god behold.

Det er mærkeligt at se hans opdateringer på facebook om at nu har han pakket sammen og foran ham venter et halv års rejse syd på. Jeg ved ikke om jeg skal like den eller ej. Jeg liker jo ikke at han skal afsted, men måske at han har fået pakket er en god ting.

Jeg sidder med mit studie og skal skrive opgave - jeg har så svært ved at samle mine tanker omkring opgaven og få den skrevet færdig. Måske jeg først rigtig kan komme igang når jeg ved at han ikke er her hjemme i Danmark længere. Det vil kun tiden vise.

Imorgen tager jeg et smut med toget og bruger lidt ekstra penge med ham så den sidste uges tid bliver brugt i trygge rammer. Det er det værd når jeg nu ikke skal bruge penge hverken på eller med ham i de næste par måneder. Tror dog alligevel jeg finder ud af at sende en pakke eller to afsted og et brev. :)

En god overraskelse

Kærlighed er en stor ting, som jeg har været så heldig at få lov til at opleve i mit liv. Ikke nok med at jeg i dag har både min mor og min far i live, jeg har også en dejlig lillebror, der betyder utrolig meget for mig. Forelskelse har jeg også fået lov til at opleve, både med dårlig og godt udfald. Enten så elsker du i et forhold eller også så lærer du at elske. Begge dele har hver sine fordele.

I den sidste uge, har jeg haft mange tanker. De hårde nætter, hvor jeg kæmper imod træheden, bliver jeg svag. Jeg har haft rigtig mange tanker. Jeg synes vores kommunikation har været rigtig dårlig den sidste uge mens han har været på øvelse. Selvom jeg har sendt søde beskeder og han har flittigt ringet, har de onde sorte tanker stadig overmandet mig. Er jeg nu stærk nok til det eventyr både jeg og ham skal ud på om blot  små 2,5 uge. Jeg beskytter mig selv, og tager mine egne følelser i forsvar. Tanker som; har vi overhovedet noget til fælles, har vi overhovedet noget at snakke om sammen, kan vi overhovedet grine sammen? Vælter op i mig når mørket presser på.

Søndag aften og der er håndbold på tv-skærmen. Jeg føler mig alene til trods for mine søde roomie også befinder sig i stuen. Kommunikationen over sms med ham er svag. Klokken er 22.30, og det ringer på døren. Hvilket underligt tidspunkt at besøge folk på tænker jeg. Min roomie løber op til dørtelefonen mens jeg stikker hovedet ud af vinduet. Jeg ser en høj fyr med en sort rygsæk. Han bliver lukket ind. Jeg er helt forvirret og kan ikke forstå hvorfor jeg ikke er blevet informeret om at vi skal have besøg i aften. Jeg løber op i gangen og ser til min store overraskelse at min kæreste træder ind af døren.

En varm bølge af glæde og sommerfugle suser gennem kroppen på mig. Jeg flyver gennem gangen og hopper lige i favnen på ham. Alle onde sorte tanker er borte og forstår slet ikke at jeg har haft dem. En nat med ham og et par enkelte timer i dag, har været den største gave jeg kunne forestille mig. Denne glade følelse er en jeg vil holde fast i og huske på, når mørket senere vil true mig.

Jeg elsker min kæreste - jeg føler mig speciel, fordi han kunne finde på at gøre sådan en fantastisk ting. Jeg er meget rørt. Jeg føler mig virkelig som verdens mest heldige pige, fordi han er min. Han er en god dreng og vil altid behandle mig godt. Jeg betyder meget for ham og han betyder alverden for mig. Nogen tanker og følelser jeg skal holde fast i - fordi det er sandheden.

Trætheden er min fjende

Dagen der på. Lørdag aften. Vild nat igår med pigerne. Høje hæle, cocktails, dans og ballade. En dejlig aften som blev til langt flere timer end jeg først havde forventet. Jeg har sendt ham den søde på 10 dages øvelse - og det er længe siden, at jeg har haft en weekend for mig selv uden ham.

Når jeg nu er træt og i puttehumør, så savner jeg ham. Et savn der er svært at kapere, når vi er så ny forelsket. Det gør ondt indeni og tanken om, hvor længe det næste år kommer til at gå er forfærdelig. Lige nu har jeg det som om, at år 2014 bliver det længste år jeg har til dato vil opleve. Gå hjemme og vente - så længe.

Savnet er hårdt selvom jeg ved at vi ses om en uge. Hvordan bliver tiden ikke, når nedtællingen er 3 måneder. Puha. Trætheden er en stress faktor. Det er værd at huske.

Jeg øver mig

Jeg øver mig. Prøver at vende mig til tanken om, at vi ikke kommer til at ses de næste 3 måneder. Han kommer nok først hjem på Leave, når vi rammer maj. Det er et helt semester på universitetet. Hvor er det vildt, når jeg sætter tingene sådan op.

Jeg har dog forberedt en lille overraskelse til ham. Printet lidt billeder, både til ham og mig. Så har jeg lidt at kigge på, når savnet bliver uudholdeligt. Som overspringshandling her midt i min 5 døgns eksamen. Jeg glæder mig til at komme op i byen og købe de sidste ting, så min overraskelse kan blive helt færdig. Har nemlig tænkt mig at give ham en gave inden hans afrejse.

Jeg skal nok tage et billede og ligge det op, når tiden er inde. Men for nu må i blive ved spændingen omkring, hvad jeg har fundet på. Min kæreste kender mig desværre alt for godt, så han gennemskuer mig lige så snart jeg fortæller, at jeg har en overraskelse til ham. Derfor ikke flere ledetråde for nu.

De sene natte timer

Klokken er 23.30, og jeg burde sove. Jeg lukker mine øjne, mens jeg ruller om på siden. Mine tænder er blanke, efter min nye tandbørste har været i spil. Selvom jeg forsøger, at trække mig ned i en dyb søvn og min krop forsøger at slappe af, kører tankerne løs. Jeg kan ikke styre dem.

En krigsfilm ruller over nethinden. En ørken. En soldat her og en kampvogn der. Et knus, med armene hårdt om hinanden, ser jeg for mig. En klump i halsen. Mine øjne er lukket, men alligevel mærker jeg, at de bliver blanke. Vores farvel kommer tættere på. Puha.

I nat, var det dog anderledes. Selvom jeg havde de samme tanker, så var klumpen der ikke. Øjnene blev ikke våde. Det er jo ikke en farvel for evigt, jeg skal give min søde kæreste. Det er et på gensyn. Sikke en herlig følelse. Han kommer jo hjem - levende - igen. Det begynder jeg så småt at tro på. Vores intime kram ruller ind over min nethinde igen. "Rigtig god tur" er ordene jeg vil bruge, når dagen kommer. Hvilket også er det, jeg inderligt ønkser. Jeg ønsker, at han skal have en god tur, en god oplevelse og vokse med opgaven. En ro sænker sig over mine tanker. Mine øjne bliver tunge. Mine tanker forsvinder. Min krop følelses tung .... og inden jeg ved af, det ringer mit vækkeur. Klokken er 07.30, og det er mandag!

Pårørende arrangement

Arrangement på kasernen. Jeg har aldrig befundet mig på sådan en før. Et kæmpe område. Vi har taget toget. Min kæreste i hans nye uniform. Flot. Vi drejer om hjørnet og går igennem jernlågen. Vi holder i hånden.Vagten er ude og snakker med en bilist. Min kæreste smiler til ham - det fungerer som en hilsen.

Området er kæmpe stort, med kolde matte gule murstens bygninger med grønne vinduer og døre. Det minder mig og efterskolen - bare uden alt hyggen. Her virker koldt. Både i vejret men også i stemningen. Jeg har en klump i halsen.

Vi sidder i auditoriet. Her er varmt, og mange mennesker. Vi sætter os oppe bagved. Den første der går på, er feltpræsten. Han snakker om alt det følelsesmæssige. Puh. Varmen stiger mig til hovedet. Røde kinder. Blanke øjne. Jeg kæmper indvendigt imod, at tårerene ikke skal trille ned af kinderne blandt hans venner. Jeg griber ud efter min vante - jeg må distrahere mig selv lidt. Som foredragene går, bliver klumpen mindre og mindre, og en følelse af lethed rammer mig. Det går op for mig, at jeg ikke er alene om det her - og jeg bestemt ikke er den eneste, der står i denne situation, jeg ikke selv har valgt. Vi er flere der har pårørende på en eller anden måde, som skal ned i den krig.

Da vi går derfra, har jeg armene fuld af bøger og små stykker papirer på hvad og hvordan jeg skal få tiden til at gå med i den lange periode, hvor han ikke er hjemme. Måske jeg godt kan klare dette eventyr herhjemme alene alligevel. Jeg har ro i maven - i hvert fald for det næste stykke tid.

Velkommen

Velkommen til min blog - En kær i krig.

Jeg er en pige midt i tyverne, der skal sende min kæreste afsted som soldat til Afghanistan. Derfor overskriften "En kær i krig". Bloggen vil primært omhandle min side, som den pårørende der sidder herhjemme i Danmark, mens de skal i krig flere kilometer væk. Jeg vil skrive lige det, som falder mig ind, alt fra følelser, til gode og dårlige oplevelser i forbindelse med hans udsendelse.

Jeg vil bruge bloggen, som en form for bearbejdning af mine egne følelser, måske er du i samme situation som mig - føl dig endelig velkommen til at knytte en kommentar til mine indlæg. Jeg svarer gerne!
Måske er du en som senere skal sende en kær afsted eller har haft en kær i krig og bare har lyst til at læse med på sidelinien - dette er også rigtig fint. Velkommen til!