Han ringede igår. Det var så rart at høre hans stemme. Jeg var ikke hjemme. Min plan for dagen lød først på 4 timers undervisning ude på universitet og derefter tog jeg min cykel og cyklede tværs gennem Odense og ud til en veninde. Vi er fem piger der holder madklub sammen en gang om måneden. Baggrunden vi alle har er gymnastikken og der går ikke en eneste madklub uden at gymnastikken bliver kommenteret. Vi spiser 3 retters menu og idéen er at vi alle skal blive bedre og mere kreative med vores madlavning. Plus så har vi en undskyldning for at ses, nu når vi alle mere eller mindre er blevet pensioneret.
Igår ringer min søde kæreste. Jeg havde glædet mig hele dagen. Samtalen var normal længde af de der 9 minutter vi plejer at tale sammen. På den ene side følte jeg mig presset og ikke rigtig afslappet fordi jeg vidste forretten lige var blevet serveret inde ved siden af - samtidig havde jeg behov for at være nærværende i telefonen. Vi talte om løst og fast og bekræftede at vi stadig er lige vilde med hinanden. Da jeg lagde på og vi havde sagt farvel overvældede tårene mig. Jeg blev så forbavset. Jeg synes ellers at jeg har klaret den så flot de sidste 14 dage og nu fik det hele bare frit løb. Heldigvis var jeg i godt selskab og pigerne fik mig hurtig på lysere tanker.
Jeg går i seng med fjernsynet kørerne i baggrunden. Min roomate lukker min dør i det hun fornemmer at jeg sover. Jeg drømmer den mest fantastiske drøm. Jeg drømmer at jeg mentalt finder et hul ned til ham i Afghanistan. Jeg møder både ham og de andre soldater. Drømmen var så virkelig, at da jeg vågner føler jeg næsten at jeg har været sammen med ham. Sikken en dejlig start på dagen alligevel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar