Travlt - jeg er halvt ude af døren. Min telefon ringer. Jeg tager den. Det er ham. En varme bobler indeni mig, da jeg hører hans stemme. Han har det godt. Vi snakker kort. Det lyder på ham - at han savner mig, men han siger det ikke. Han lød lidt nedtrykt i telefonen.
7 min tog samtalen. Selvom jeg slet ikke nåede at fortælle om alle de fremskridt jeg har opnået siden sidst jeg snakkede med ham, så kunne jeg ikke lade være med at træde op på cyklen med et smil. Min kæreste har det godt. Mine følelser har aldrig været så stærke for en person, som de er i øjeblikket. Jeg savner ham - det gør helt ondt i min mave når jeg tænker på ham. Det er så hårdt at jeg ikke bare kan kontakte ham, men det kun er ham der kan kontakte mig. Men inderst inde har jeg ro. Jeg elsker ham og jeg ved at han er den rigtige. De 7 minutter i telefonen betyder mere end både ham og jeg selv lige er klar over.
Jeg glæder mig allerede til næste gang - at han ringer. Så skal jeg fortælle ham at jeg nu kan stå på vippebræt (siden jeg brækkede skinnebenet i sommer) og at jeg har fået grønt lys til at må skøjte i næste weekend. Jeg er sikker på at han vil være meget stolt af mig.
Tiden skal gå - 7 uger så er vi halvvejs til at han kommer hjem på leave. Hvis jeg nu har fuld fart på mit liv herhjemme, håber jeg tiden og vinteren vil flyve afsted så jeg snart kan se min dejlige kæreste igen!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar